1 Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig, 2 og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten. 3 Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost. 4 Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil! 5 Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen. 6 Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter; 7 thi han sidder med karrige Tanker*; han siger til dig: “Spis og drik!” men hans Hjerte er ikke med dig. { [*Oversættelsen usikker.] } 8 Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord. 9 Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe. 10 Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark; 11 thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig. 12 Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord. 13 Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden; 14 du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget. 15 Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også, 16 og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er! 17 Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i HERRENS Frygt; 18 en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet. 19 Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej. 20 Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød; 21 thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder. 22 Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder! 23 Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand. 24 Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham; 25 din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble! 26 Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje! 27 Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde*, en snæver Brønd; { [*se til Ordsp. 2, 16.] } 28 ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker. 29 Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne? 30 De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik. 31 Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat, 32 men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle; 33 dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte; 34 du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop. 35 “De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!”