8
1 Og HERREN talede til Moses og sagde: 2 Tal til Aron og sig til ham: Når du sætter Lamperne på, skal du sætte dem således, at de syv Lamper kaster Lyset ud over Pladsen foran Lysestagen! 3 Det gjorde Aron så; han satte Lamperne på således, at de vendte ud mod Pladsen foran Lysestagen, som HERREN havde pålagt Moses. 4 Men Lysestagen var lavet af Guld i drevet Arbejde, fra Foden til Kronerne var den drevet Arbejde; efter det Forbillede, HERREN havde vist ham, havde Moses lavet Lysestagen. 5 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 6 Udtag Levitterne af Israelitternes Midte og rens dem! 7 Således skal du gå frem, når du renser dem: Stænk Renselsesvand på dem og lad dem gå hele deres Legeme over med Ragekniv, tvætte deres klæder og rense sig. 8 Derpå skal de tage en ung Tyr til Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer af fint Hvedemel, rørt i Olie, og du skal tage en anden ung Tyr til Syndoffer. 9 Lad så Levitterne træde hen foran Åbenbaringsteltet og kald hele Israelitternes Menighed sammen. 10 Når du så har ladet Levitterne træde frem for HERRENS Åsyn, skal Israelitterne lægge deres Hænder på Levitterne. 11 Derpå skal Aron udføre Svingningen med Levitterne for HERRENS Åsyn som et Offer fra Israelitterne, for at de kan udføre HERRENS Arbejde. 12 Så skal Levitterne lægge deres Hænder på Tyrenes Hoved, og derefter skal du ofre den ene som Syndoffer og den anden som Brændoffer til HERREN for at skaffe Levitterne Soning. 13 Derpå skal du stille Levitterne frem for Aron og hans Sønner og udføre Svingningen med dem for HERREN. 14 Således skal du udskille Levitterne fra Israelitterne, så at Levitterne kommer til at tilhøre mig. 15 Derefter skal Levitterne komme og gøre Arbejde ved Åbenbaringsteltet; du skal foretage Renselsen og udføre Svingningen med dem, 16 thi de er skænket mig som Gave af Israelitternes Midte; i Stedet for alt hvad der åbner Moders Liv, alle førstefødte hos Israelitterne, har jeg taget mig dem til Ejendom. 17 Thi mig tilhører alt det førstefødte hos Israelitterne, både af Mennesker og Kvæg. Dengang jeg slog alle de førstefødte i Ægypten, helligede jeg dem til at være min Ejendom. 18 Jeg tog Levitterne i Stedet for alt det førstefødte hos Israelitterne 19 og skænkede Levitterne som Gave til Aron og hans Sønner af Israelitternes Midte til at udføre Israelitternes Arbejde ved Åbenbaringsteltet og skaffe Israelitterne Soning, for at ingen Plage skal ramme Israelitterne, om de selv nærmer sig Helligdommen. 20 Og Moses, Aron og hele Israelitternes Menighed gjorde således med Levitterne; ganske som HERREN havde pålagt Moses med Hensyn til Levitterne, gjorde Israelitterne med dem. 21 Levitterne lod sig rense for Synd og tvættede deres Klæder, og Aron udførte Svingningen med dem for HERRENS Åsyn, og Aron skaffede dem Soning, så de blev rene. 22 Derpå kom Levitterne for at udføre deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet under Arons og hans Sønners Tilsyn; som HERREN havde pålagt Moses med Hensyn til Levitterne, således gjorde de med dem. 23 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 24 Dette er, hvad der gælder Levitterne: Fra Femogtyveårsalderen og opefter skal de komme og gøre Tjeneste med Arbejdet ved Åbenbaringsteltet. 25 Men fra Halvtredsårsalderen skal de holde op med at gøre Tjeneste og ikke arbejde mere; 26 de kan gå deres Brødre til Hånde i Åbenbaringsteltet med at tage Vare på, hvad der skal varetages; men Arbejde skal de ikke mere gøre. Således skal du gøre med Levitterne i alt, hvad de har at varetage.