1 Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og på mange Måder, til Fædrene ved Profeterne, så har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn, 2 hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han også har skabt Verden; 3 han, som - efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord - efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Hånd i det høje, 4 idet han er bleven så meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem. 5 Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: “Du er min Søn, jeg har født dig i Dag”? og fremdeles: “Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn”? 6 Og når han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det: “Og alle Guds Engle skulle tilbede ham”. 7 Og om Englene hedder det: “Han gør sine Engle til Vinde og sine Tjenere til Ildslue”; 8 men om Sønnen: “Din Trone, o Gud! står i al Evighed, og Rettens Kongestav er dit Riges Kongestav. 9 Du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre”. 10 Og: “Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gerninger. 11 De skulle forgå, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som et Klædebon, 12 ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine År skulle ikke få Ende”. 13 Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: “Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder”? 14 Ere de ikke alle tjenende Ånder, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skulle arve Frelse?